Cloud computing eller hvordan din harddisk snart er overflødig

written by Daniel Ord Rasmussen on July 13, 2008 in Blog with no comments

DR

Cloud computing er kort fortalt online-baserede tjenester, som du kører i din browser. Programmer og services som ikke bruger lokal computerkraft, og ikke bliver lagret lokalt på din maskine. Det lyder som sci-fi og fremtidsforudsigelser, men du bruger det sikkert allerede nu.

Tag fx Google Docs, eller bare Gmail. Eller måske bare Hotmail eller Yahoo-mail? Alle de omtalte webmails foregår udelukkede via din browser, og du downloader ikke hverken mailindhold eller program til din pc. Du tænker måske bare ikke over det. Google Docs er en online ”Office-pakke”, som giver basale tekstbehandlingsmuligheder, samt mulighed for at arbejde med regneark som i Excel. Igen downloader du intet. De hele kører via din browser, og det hele er lagret på en fjernserver.

Fornylig er cloud computing blevet sat i forbindelse med prime time. Apple har lanceret deres Mobile Me-platform, som ikke kom fejlfrit fra start. Her kan du sørge for, at dine kontakter, mail og kalender synkroniserer med cloud’en, og herefter bliver gjort tilgængelig på din telefon (helst en iPhone, selvfølgelig), arbejdscomputer, hjemmecomputer etc..

Microsoft har i relativ stilhed udrullet en offentlig ”technical preview” af deres nye Live Mesh, som er de første skridt mod et online skrivebord, som vi kender det fra vores pc’er i dag. Du fortæller Live Mesh hvilke mapper du vil tilføje til dit online skrivebord, og herefter er de tilgængelige via et Vista-agtigt interface på nettet. Hvis du tilføjer filer, så bliver de også tilføjet til din online-udgave. Du kan også bruge Mesh til at synkronisere mappe mellem computere. Jeg bruger det fx til at sørge for, at mine dokumentmapper på den bærbare altid indeholder det samme, som mine mapper på den stationære. Det er simpelthen guld værd, og der er indtil nu ingen betaling involveret. Dog er der stadig tale om en ”preview” – programmet er ikke færdigt. Der er ingen udgave til Mac, og din telefon må ikke være med endnu. Men det lover rigtigt, rigtigt godt for folk med mange pc’er, og behov for at komme til deres dokumenter flere steder. Eller som online backup.

Steve Ballmer, den højtråbende Microsoft CEO, har for nylig meddelt, at M$ arbejder på et helt online OS, som indtil nu er kendt som Windows Cloud. Hvad det kommer til at indeholde, koste, kunne, er endnu uvist, men det skulle bliver lanceret inden for en måned. Der er forlydender om, at det kommer til at hedde Windows Strata. Som i stratosfære, som er lige over skyerne. Get it?

Jeg er utrolig glad for cloud-ideen, fordi den potentielt set udelukker behovet for lokale backups. Såfremt dine data ligger online, behøver du ikke bekymre dig om virus, hackere eller bare lokale nedbrud. Oftest er Googles eller Microsofts ting spredt over op til flere identiske servere, og vi må derfor håbe, de ikke går tabt ved eventuelle virusangreb. Desuden betyder det jo, vi ikke nødvendigvis behøver opdatere computerne hele tiden? Ender vi med, at vores maskiner bare fungerer som terminaler, mens alt computerkraften ligger hos serveren? Det er teknisk set det vi gør, når vi bruger Googles søgemaskine. Det kræver mange, mange kræfter, at søge så meget information så hurtigt – og det kan lade sig gøre, fordi Google har mange servere, som vi tilgår på én gang.

Fremtiden bliver dog nok i første omgang en blanding af de to formater. En lokal mængde programmer, men online komponenter. Eller online tjenester, som vi henter ned på computeren. Google har allerede deres Gears-program, hvor du kan bruge Docs offline. Microsoft har deres Silverlight, og Adobe har deres Air-platform.

Så endnu engang hurra for internettet.