Hulu: UK Launch i September?

written by Daniel Ord Rasmussen on May 21, 2009 in Blog with no comments

Amerikanerne har nydt godt at det fantastiske Hulu-initiativ længe, og takket være en VPN-forbindelse med amerikansk IP har jeg også. Dog ville det være noget lettere, hvis vi havde en europæisk udgave. Vi ser nu ud til at komme et skridt nærmere, nemlig med en udgave, som foreløbig kun vil være tilgængelig i England.

Hulu er en online-video tjeneste, som gør det muligt at se et stort udvalg af TV-serier og enkelte film. Udvalget er bredt, og der er endda gamle serier, som det originale Battlestar Galatica. Mere moderne shows inkluderer Dollhouse, Simpsons, the Office og mange andre, og det er nye afsnit. Det tager gennemsnitlig 24 timer fra episoden har været i TV, førend den er at finde på Hulu. Hele systemet er i øvrigt ganske lovligt, og officielt understøttet af giganter som Fox og Disney. Kvaliteten er fremragende, op til 480p på de fleste programmer, og reel HD for nogle enkelte. Det kræver dog naturligvis en relativt god forbindelse.

Programmerne bliver sporadisk afbrudt af reklamer, hvilket dog er en pris, som jeg er villig til at betale. De er korte, og er som regel afstemt til målgruppen alligevel. Der er ofte så megen diskussion af, om ”old media” kan overleve efterhånden, men Hulu er et eksempel på en blanding af nyt og gammel, som bare virker. Det kan kun gå for langsomt med at få det udbredt til hele Europa. Indtil da må jeg forsat benytte mine VPN’er.

Kilde: The Telegraph