Avatar: Anmeldelse på 2 minutter

written by Daniel Ord Rasmussen on December 17, 2009 in Blog and Featured Articles with 2 comments

Lad os få fastslået fra starten: Ja, du skal ind og se Avatar – men mest hvis du har adgang til en lækker, stor 3D-biograf. Jeg er netop hjemvendt fra en tur til Pandora, og er ganske godt tilfreds.

Et centralt punkt op til filmens udgivelse har været, at den er filmet i 3D. Herudover er store dele af filmen 100 % animerede. Faktisk vile jeg godt se en procentvis fordeling, for jeg vil anslå den er over 80. Det fantastiske ved animationen er, at du ikke lægger mærke til den. Det er den største ros, man kan give CGI. Tænk på første gang du så Golum, så har du nogenlunde effekten. Først er man overvældet, og senere har man glemt alt om det. Det er virkelig, virkelig godt, og jeg er kræsen på det punkt. Sure, man fanger et par tricks rundt omkring, fx er det belejligt, at folks ansigter altid er dækket at iltmasker, når de ikke er inden for (for ansigter er jævnt svære at animere godt), men det er i småtingsafdelingen.

3D-effekten er noget mindre udpræget end jeg havde ventet – men på den gode måde. Filmen er blevet kaldt ”mainstream 3Ds gennembrud”, hvilket måske er rigtigt nok, men det bliver brugt fornuftigt. Man får en bedre dybdefornemmelse i billedet, og får ikke skudt billige effekter i hovedet hele tiden. Et af de øjeblikke jeg var mest imponeret over, var under en brand. Her fløj gløder rundt omkring i salen, det er jeg sikker på. Desuden er insekternes summen flot, flot klaret.

Et punkt hvor det-dersens 3D dog stadig fejler, er panoreringer i større rum. I begyndelsen af filmen foregår meget på en militærbase, hvor der er brugt rigtigt møbler og rigtigt mennesker – og der er det nogle gange særdeles svært at finde noget at fokusere på. Teknologien gør, at man altid har en fokuspunkt i billedet, det gælder bare om at finde det. I panoreringerne mister man hurtigt orienteringen, og effekten deraf kan sidestilles med dårlig framerate. Det er ærgerligt, men heldigvis mest et problem tidligt i filmen. Snart foregår alting i den animerede jungle.

Og hvilken jungle! Her skal Cameron have et skuldeklap med på vejen. Planeten er smuk, men på en tilpas other-worldly facon. Planter er selvlysende om natten, dyr har flere ben og øjne en strengt taget er nødvendigt, men man æder den råt.

Min kritiske sans irriterer sig lidt over historien, da den strengt taget er Dancer med Ulve møder Dune møder … Ja, Halo, men det er ok. Det er en arketypisk fortælling om at finde ”sit sande jeg” og hyle med de ulve, man pludselig er iblandt. Na’vi’er (de der store blå indfødte) er få bogstaver fra et være “natives”, og der er så mange paralleller, at det bliver en lille smule kikset. Den får i alt fald med brede strøj.

Og ja, der er dumheder i manuscriptet, som man ikke behøvede. Hvorfor skal de store mech-robotter fx bære et gevær? De kunne vel have det indbygget, men så havde vi ikke den samme hey-det-er-faktisk-bare-et-menneske-i-dragt effekt. Der er langt færre end i fx 2012, så jeg har ikke et problem med det.

Alt i alt, stor oplevelse. Om ikke andet så teknisk, og jeg er lidt tilgivende over for ting som kan imponere mig på det plan. Måske jeg ser anderledes på det, efter at have set den igen i 2D på BluRay’en … Men animationen er jo stadig sublim.

Se den, den fortjener at få tjent det astronomiske budget hjem.

[ad#pic1]