Hvad så med den iPad? En slags en anmeldelse

written by Daniel Ord Rasmussen on April 20, 2010 in Blog and Featured Articles with 2 comments

Nu har jeg snart leget med iPad’en i 2 uger. Jeg har virkelig brugt en del tankekraft på at formulere min holdning til den. Det har vist sig at være overraskende svært!

Førstehåndsindtrykket er, at den er tungere, end man tror. Den er godt bygget, lækker i børstet aluminium. Skærmen er fantastisk skarp, og farverne er gode. Det er nøjagtig som at bruge en iPhone, på godt og ondt (fx ingen multi tasking før OS4.0).

Og her sluttet mine klare tanker. For jeg vil gerne holde af den dims – den kommer til at være så vigtig fremover, ikke nødvendigvis på grund af dens anvendelse nu, men fordi den for alvor markerer begyndelsen til overgangen til et nyt paradigme. Et paradigme som ikke har plads til mus og andre ”blokerende” teknologiske oldtidsfund. Vi kommer til at reagerer direkte overfor vores indhold – vi kommer til at skære lag på lag fra, indtil vi til sidst end ikke har end en skærm at se på. Men det er langt ude i fremtiden.

I første omgang er iPad’en rigtigt nok en stor iPod touch, men den er mere end summen af sine dele. Det har kostet mig blod, sved og tårer at nå frem til den beslutning. Den mangler apps lidt endnu. Det er ikke helt fair at tale om, fordi det er drønbesværligt at få fat i betalingsapps lige nu (de skal hentes via den amerikanske iTunes Store) og de fedeste apps er naturligvis ikke gratis. Det bliver lettere senere på året, når Steve engang bebuder, at de primitive danskere nu er værdige til hans nyeste darling.

Jeg har lavet alle de nødvendige ting. Jeg har surfet, læst bøger, set film og hørt musik. Nogle ting er federe end andre.

At surfe på en iPad er ganske rigtigt en ny oplevelse. Jeg tøver med at bruge udtrykket ”magisk”, som Ive gør, men der er nu noget specielt ved at rage direkte på hjemmesiden. Bevægelserne fra en iPhone er ikke blevet skaleret, så samme mænge pinch / flick etc. giver noget mere respons, fordi der simpelthen er flere pixels at mestre. Dog ingen Flash – en detalje som bliver mindre og mindre vigtig. Og nej, jeg synes ikke Apple har behandlet den sag fornuftigt. Jeg mener bare ikke, at det i sidste ende er en deal breaker.

At læse bøger er lidt en blanding af computer- og Kindleoplevelsen. På den ene side er dimsen for tung, og skærmen er ikke eInk. Point til Kindle. På den anden side er bøgerne noget kønnere, mere spændende og potentielt set mere interaktive på iPad’en. Point til iPad. Jeg tror i sidste ende ikke, at man kan vælge en vinder – begge har deres fordele. iPad’en er fin som eBog, og det er nok for mig. Som man kan se på billedet for oven, så udgør den fint avis på morgenbordet – noget som Kindle’n måske ikke helt kan matche.

Film er, well, film. Skærmen er større end din iPhone og billedet potentielt set skarpere på grund af den større opløsning. Samtidig er den dog glossy, hvilket er fint nok på computeren, men iPad’en er næsten altid placeret således, at man iagttager den fra en skæv vinkel. Kort sagt er genskær et ret stort problem, i alt fald for mig. Og jeg har en glossy Macbook.

Musik: Ja, det er en større iPod. Interfacet er en blanding af iTunes og iPhone, og det er nok ikke her, den vil gøre sin karriere. Dog er det smart, at man kan bruge den som jukebox. Sæt iPad’en i en dock, kabel over i anlægget, og så har man en rigtig hæderlig Sonos-agtig musikløsning. Må vi få en fjernbetjeningsapp til iPhone, tak?

Det skal nævnes, at jeg faktisk savnede 3G. Den nuværende iPad har naturligvis kun wifi, hvilket jeg ikke regnede for et problem, førend jeg befandt mig flere steder, som ikke havde fungerende wifi. Så bliver den pludselig mindre interessant. Jeg har naturligvis ikke helt opnået det rette mix af overført indhold endnu. Når jeg lærer hvor meget video / læsestof man skal have installeret, så skal den nok komme lidt over den hurdle. Lidt irriterende er det nu stadig.

Men! Det er en tablet. Det betyder, at man skal kunne ”arbejde” fra den. Jeg har ikke haft adgang til Keynote, Pages etc., pga. problemet med betalingsapps. Jeg har dog talt lidt med Uffe fra HugeLawn, som mener der er alvorlige brister i de omtalte programmer. Pages kan angiveligt finde på at fjerne indhold, som den ikke kan vise, herunder sidehoveder. Det må sige, at være noget af en fejl. Man kan naturligvis heller ikke selv styre indhold i mapper, og alt skal gennem iTunes. Ved medieindhold er det ikke et problem, men ved almindelige dokumenter er det mindre rart. Det er næsten direkte irriterende.

Som det fremgår her, har jeg svært ved at finde ud af, hvad jeg egentlig mener. Jeg synes den er ”lækker”. Min indre nørd elsker legetøjsværdien. Min indre realist er bare ikke helt overbevist endnu. Han er mere imponeret over, at Apple har solgt så mange. Han glæder sig til fremtidens apps og alternative brugsscenarier. Jeg tror virkelig, at det her er begyndelsen til at paradigmeskifte, som vi nok først kommer til at kunne isolere om en del år. Jeg glæder mig til Google’s modsvar, gPad, eller hvad vi nu skal kalde den.

Kort sagt, det er et godt tidspunkt, at være teknologiinteresseret.