Xbox Kinect Anmeldelse

written by Daniel Ord Rasmussen on November 12, 2010 in Blog with no comments

Microsofts Xbox Kinect er en helt ny måde at tænke interaktion mellem brugeren og systemet, det er der ingen tvivl om. Det fungerer meget bedre, end man kunne frygte, og giver følelsen af at sidde med noget helt nyt. Men samtidig er det tydeligvis version 1.0.

Da Kinect (dengang Project Natal) blev vist frem sidste år, troede jeg slet og ret ikke på det. En del af de features, som blev vist der, er også sidenhen blevet droppet. Fx scanner kan ikke længere objekter, og der er kompromisser i forhold til, hvordan man faktisk skal bruge sensoren. Men overordnet set er den meget bedre, end jeg havde regnet med, den ville være.

Min teknologifascination vandt over fornuften, og jeg benyttede lanceringen som undskyldning for at udskifte den aldrende Xbox 360 Pro (20GB) med en ny Xbox 360 S (250GB) bundle med Kinect inkluderet. Den er lidt mindre, og larmer en hel del mindre. Ellers er der ikke så meget nyt under solen – den større harddisk er dog guld værd!

Selve Kinect-sensoren ligner en krydsning mellem Wii-sensoren og Wall-E, som den står og drejer hovedet efter din placering. Dens motor er ikke lydløs, men den behøver som regel kun stille ind efter brugeren én, hver gang den er tændt.

Spil med hele kroppen

Med i kassen får man Kinect Adventures, som indeholder en række mini-spil, som man kender fra Wii’en. Nogle er underholdende, andre er relativt ligegyldige (Bubble Pop, I’m looking at you!). Fælles for dem alle er, at man må overgive sig til Kinects spilleregler. Du kan ikke fake dig gennem bevægelserne, som man efterhånden lærer, at man kan i fx Wii Bowling og Wii Tennis. Her må man hoppe og flytte sig, som spillet kræver. I de senere baner betyder det en del sved på panden – også for folk, som er i god form!

Mine venner og jeg legede med Kinect Adventures og Joy Ride (bilspil) en hel aften, og der er formentlig underholdning til mange sammenkomster endnu. De fleste af de spil, som indtil nu er udkommet, er designet til fester og gruppe-spil. En undtagelse er Your Shape, som er en pendant til fitness-spil på Wii’en.

Tiden vil vise om de ”hardcore” titler, som er undervejs, vil drage den gennemsnitlige konsolspiller ind, som Wii’en til dels ikke har kunnet klare. Jeg glæder mig til at se den første bølge af ”rigtige” spil, som ikke er samlinger af mini-games. Jeg har mine forbehold for, om det overhovedet er der, Kinect har sin berettigelse, men første generation af spil til enhver platform har som regel plads til forbedring.

Brug uden for spil

En stor del af årsagen til, at jeg har investeret i Kinect fra begyndelse, er de funktioner, som ikke har noget med spil at gøre. Muligheden for at bladre gennem menuer, spole i videoer og musik og bruge stemmestyring er mindst lige så interessant som spillene. Desværre er Kinect her stadig relativt begrænset. Funktionerne er kun til stede, hvor Microsoft har bestemt, at de skal være det. Man kan for øjeblikket bruge en slags Kinect Dashboard, hvor man kan navigere mellem spil, avateren og et par andre undermenuer. Herefter kan man benytte Zunes videomarked, som jeg må indrømme, at jeg ikke gør ret ofte. Man kan ikke bruge den i Netflix, egne videoer, musik, Facebook etc…

Stemmestyringen har man af uvisse årsager valgt at deaktivere som standard i EU. Man formoder, at vi ikke taler Engelsk, og derfor ikke skal have adgang. Hvorfor!? Min Xbox står altid til UK-location alligevel, da jeg foretrækker så få danske oversættelser i mine spil som muligt. Alligevel forsvinder den lille mikrofon, som indikerer, at man kan tale til boksen, relativt ofte fra mine skærm. Jeg har endnu ikke gennemskuet, hvordan den regner ud, at jeg ikke er i UK. De gange jeg har haft adgang til systemet, virker det godt. Det opfatter som regel stemmer første gang, og behøver ingen ”træning”. Det har samme begrænsninger som bevægelserne – det virker kun der, hvor Microsoft har tilladt det.

Din stue sætte begrænsningerne

Nu hvor jeg har fortalt, at systemet virker godt, må jeg også berette om dets begrænsninger. Du SKAL have mindst 1.8m fra sensor til ”play area”, ellers vil den simpelthen ikke lege med. Ideelt set skal du også have noget mere, da 1.8m er til én spiller. Det dobbelte er krævet, hvis man vil spille to mand – og det vil man. Det er efter sigende ikke en begrænsning i hardwaren, men en kunstig grænse, som er blevet sat i drift pga. frygt for spillerens ”sikkerhed”. Tænk ødelagte TV, Wii-remotes etc..

Derudover kræver sensoren en relativt velbelyst stue. Sollys forvirrer den nogle gange pga. den infrarøde spektrum deri. Jeg har ikke haft problemer, men vær opmærksom på evt. panoramavinduer etc.. Men hensyn til lysniveauet har jeg oplevet problemer, selvom jeg ikke mener, at min stue på nogen måde er mørk. Vi har en del lamper, som er placeret ret spredt. Alligevel kan man se, at sensoren nogle gange må bevæge sig en del, før den låser sig fast på spilleren.

Fremtidsudsigt

Jeg fortryder ikke mit køb. Lige nu er Kinect en kuriositet, som er sjov til fester, og når man får besøg af venner. Jeg forudser ikke, at jeg vil bruge den i menuer og lignende, førend der åbnes for flere funktioner. Drømmen om den stemmestyrede Xbox må også vente på sig, pga. de tåbelige begrænsninger, som Micrsoft har sat i værk. Men der er ingen tvivl om, at man som teknologientusiast får lidt kuldegysninger, når man første gang oplever ens bevægelser styre noget på skærmen. Og endda gøre det ret præcist.

På sigt forventer jeg mig en del af selve teknologien, som Micrsoft for øjeblikket er ved at sælge til både militæret, sundhedsindustrien og en lang række andre. Som den bliver mere moden, vil den uden tvivl dukke op alle mulige steder. På den måde kan den sammenlignes med iPad’en. Vi vil formentlig først være klar over dens egentlig indflydelse om lang tid. Minority Report lader vente på sig, men Kinect må siges at være første skridt på vejen.