OS X Mountain Lion retter en hel masse, men nørdernes tid er snart ovre

written by Daniel Ord Rasmussen on February 17, 2012 in Blog with one Comment
OS X Mountain Lion Wallpaper

Hent Mountain Lions wallpaper ved at klikke her

Kun 7 måneder efter sidste store opdatering er Apple snart klar med næste udgave af deres OS X-styresystem til Mac.

Lion har været det hurtigst sælgende styresystem til Mac nogensinde (siger Apple) og på den front er det en succes. Mange så det som første skridt mod at harmonisere OS X og iOS, altså Mac-computerne med de mange bærbare enheder i form af iPads, iPhones og iPods. Og med Mountain Lion fortsætter tendensen.

Mountain Lion rydder op i fortidslevn

Overordnet set må ML ses som opdatering, der forsøger at rydde op i nogle af de efterladenskaber som har præget OS X i de senere år. iCal omdøbes til Calendar (som på iOS) og Reminders for en app for sig selv. Address Book bliver til Contacts (som på iOS) og Notes får sin egen app. Gode ændringer, som vil gøre brugen af begge produktkategorier mere ensartet. Hvorfor søren har noter fx været gemt væk i Mail så længe?

Selvom mange vil brokke sig over, at OS X skal sammenkøres med iOS i så høj grad, så skal man huske på, at Apple ikke laver computere til nørder. De laver computere til alle, og ”alle” vil drage stor fordel af, at man overfører funktionelle paradigmer fra en dims, de kender, til en evt. fremtidig laptop, som Apple gerne ser Hr. og Fru Danmark købe.

iCloud – en ”cornerstone” for de næste 10 år hos Apple

iCloud sørger nu i endnu højere grad for, at indholdet er gemt i skyen, og kan findes frem på alle enheder.  Det er endnu et skridt mod Apples erklærede mål om at ”udrydde filsystemet”. Langt de fleste brugere behøver ikke adgang til mapper og undermapper, de vil hellere have en filliste inde i selve app’en – tænkt fx iWork på iPad. Jeg er ikke sikker på, at det vil gavne ”power users”, tvært imod, men jeg forstår så udmærket hvorfor vinden blæser i den retning.

Nye funktioner som trådløs billedoverførsel

Udover at forsøge at harmonisere ting i endnu højere grad, så er der også nyt under solen. Man kan nu sende billedet fra sin Macs skærm over på et TV trådløst via et Apple TV. Det er helt ok med mig! Jeg forestiller mig en verden, hvor der er Airplay indbygget i projektorer, og hvor jeg aldrig behøver huske et VGA-kabel igen! Det ville lette foredragene en del.

Man kan desude modtage notifications fra alle mulige apps et samlet sted. Ligesom med Growl. Apple har altid været god til at ”låne” gode ideer, men igen må man sige, at den almindelige bruger ikke aner, hvad Growl er. Han eller hun vil bare synes godt om den nye mulighed.

Gatekeeper lukker af for pøblen

Endnu en funktion, som giver mening med iOS i backspejlet, er den nye Gatekeeper, som kan lukke af for apps, der ikke er ”godkendt” af Apple. Da Mac App Store kom i sin tid, var der mange der varslede, at det var begyndelsen til enden på det frie valg. Og det er måske sandt, for nu kan man i hvert fald indstille OS X til kun at acceptere at installere programmer gennem Mac App Store, og endda kun apps som er forsynede med en ”digital underskrift” fra Apple.

OS X og Win 8 er fremtiden – deal with it

Med nørdbrillerne på kan det godt se lidt ud som om, at vores tid er ved at være ovre. Der er kun Linux tilbage. Windows 8 bruger Metro som sin simplificeringsagent, og OS X Moutain Lion (10.8) lukker stille og roligt også ned for den gamle måde, at facilitere computerbrug. I sidste ende giver det dog i mine øjne god mening for flertallet af brugerne.

Hvis vi vil opnå, at noget nær 100 % af befolkningen kan bruge en computer, så skal tiltag som Windows 8 og OS X til. Og det må vi nørder nok bare lære at leve med.