Archive for category: Featured Articles

TV2 Wiki-gate handler om noget andet

TV2 Wiki-gate handler om noget andet

I dag fangede jeg en trend på Twitter, som nu har fået tagget #tv2wikigate. Kort fortalt går sagen ud på, at Go’ Morgen Danmark d. 13. maj bragte et indslag, hvori de betvivlede ”nettets troværdighed”. Her læste værterne op af deres egne Wiki-sider, og detaljerne var helt skæve. Altså, utroværdige Wikipedia, din slambert.

Wikipedia stod, som så ofte før, for skud. Vi ved alle, at Wiki er arnested for ondsindede rygter, bagvaskelse og generel misinformation. Sådan er det bare, og det skal the wholesome viewers på Go’ Morgen DK da ikke være uvidende omkring! Som sådan er der intet i vejen med, at man antaster Wikis troværdighed, guderne må vide det nogle gange er påkrævet og tiltrængt. Men der er ugler i mosen, denne gang, som Twitter-sfæren har opfanget.

Historien på Twitter og i hurtige blogindlæg var, at en IP-adresse fra Egmont inden showet havde ændret i Wiki’en, således at de forkert detaljer fremgik af siden. Iflg. de folk var de altså i gang med at opfinde deres egne nyheder – de havde selv ændret til noget forkert, og hyggede sig med at hagle ned på det. Nettet er i oprøre! Hvor vover de at lyve på den måde!

Så vidt jeg kan se, for jeg har nu set indslaget, så er der helt andre problemer i spil. Jeg tror naturligvis på, at de har ændret i artiklen – men jeg tror ikke de har gjort det, for at finde forkert info, men for at være sjove. Indslaget bærer ret tydeligt præg af, at de to værter (eller redaktionen) har skrevet sjove ting om hinanden, som en demonstration af, hvor let det er, at ændre information til noget falsk. Det er altså ikke dårlig ”journalistik” (hvis man kan kalde Go’ Morgen DK det), men dårlig informationshåndtering generelt.

De mennesker som ikke ved en meter om Wiki tror jo på det. De fanger ikke joken. Og det gør folk som læser en hurtig tweet heller ikke! Sagen handler om noget helt andet, end folk tror.

Sagen handler om en mangel på respekt for deltagelseskultur og ”creative commons”, om man vil. Da Wikipedia fremkom troede vi alle, at det ville lide døden pga. spam og idioter. Men mod alt forventning blev Wikipedia til noget vidunderligt og fantastisk, som faktisk ofte er korrekt og informativt – og altid gratis!

Go’ Morgen Danmark er altså ikke vildledende, de er bare på vildspor. De har ikke forstået kulturen. De er trådt ind med store armbevægelser, og har kaldt vores stambar for en ussel rønne, de har brækket sig i et hjørne, og så er de skredet igen.

Så mens de har gjort noget meget forkert, så har de ikke gjort det, som vist lige nu er den mest udbredte opfattelse. De dummede sig, men internettet er ved at gøre det samme.

Har jeg forstået det her korrekt?

Update senere på dagen

Det her indlæg er naturligvis skrevet lidt hurtigt, men jeg synes jeg får min mening igennem. Der er stadig enkelte derude, som bare vil “hate” på TV2, fordi de misforstår hvad problemet er. For at skære min holdning ud i pap: Det er tydeligt i klippet, at de to værter joker. De laver sjov med, at man kan ændre i Wikipedia, og det er fint. Det er for så vidt også absolut lige meget, at ændringerne aldrig har fremgået af siden (andet end fødselsdatoen) – grunden til, at jeg finder det hele lidt sjovt er (udover folk der farer op og misforstår fra begge lejre) at værterne og redaktionen svækker Wikipedias troværdighed.

Det er meget muligt at Anders Breinholdt er nede med de unge, og forstår nettet, men det er der altså mange af Go’ Morgen DKs seere som ikke gør. Jeg rådgiver folk om nye medier, og der er altså mange, som absolut ikke vil fange joken, og vil tro de mener, det de siger. At man aldrig nogensinde kan bruge Wiki til noget som helst. Og det er lidt synd, for Wikipedia er frontløber for mange af de nye, rare participatory culture initiativer på nettet.

May 14, 2009 Read More
Fokus på gratis software

Fokus på gratis software

Jeg blev fornyligt interviewet af Erhvervsbladet, i forbindelse med en artikel om gratis online kontor- og business applikationer (eller i alt fald applikationer, som jeg mente kunne bruges i den sammenhæng). Artiklen kan nu læses på Erhvervsbladets hjemmeside, hvori blandt andet også Preben Mejer (Innovation Lab) udtaler sig om emnet.

Selvom det altid er svært at komme med en længere udredning til en journalist som her, så synes jeg egentlig det er gået ganske ok, og essensen af ideen omkring hver app fremgår af artiklen. Jeg er især selv glad for Live Mesh og Foxmarks (ja, ok, og WordPress, som du læser i nu). I forbindelse med selve online app-aspektet, så må det i første omgang være en diskussion til en anden dag – men det er sådan set vældigt spændende.

Og se, det er lykkes mig ikke at nævne hverken Facebook eller Twitter!

Læs artiklen her: Erhvervsbladet.dk

March 16, 2009 Read More
Comics 2: The Comicing

Comics 2: The Comicing

Jeg har endelig taget mig sammen til at oprette en galleri-funktion til Jacks (gamle) comics, samt kæde hans comic-posts sammen med de dertil-knyttede billeder. Da vi forlod Comic Press temaet for efterhånden noget tid siden, forsvandt muligheden for at finde hans tegninger. Den er nu genopstået i form af et galleri i Comic Arkiv, samt links til de gamle posts (i nyt format). Enjoy.

Måske han en dag får tid til at lave nye, når han ikke sidder op til halsen i wiki-kode.

March 13, 2009 Read More
Letforståelig guide til digital-tv

Letforståelig guide til digital-tv

Her kommer en letforståelig guide til, hvordan du skal forholde dig til digitalt tv. Det er nemlig slet ikke så kompliceret.

Jeg har i forbindelse med mit job flere gange fået spørgsmålet: ”Hvordan ser jeg tv til november?”- og jeg kan sagtens forstå folks forvirring, for det kan også virke kompliceret. Men det er det sådan set ikke. Det er kun blevet kompliceret pga. mangelfuld og direkte vildledende vejledning af kunder og befolkning. Nu har jeg altså sat mig for, at udrede trådende så godt som jeg nu kan. Jeg opstiller det på en anden måde en man måske har set før, men bær over med mig lidt endnu.

Lad mig først sige, at det ingen forskel gør, om du har fladskærm eller et gammelt skrummel. Du kan GODT se digital-tv med en billedrørsskærm. Du skal bare bruge en boks. Digital-tv er nemlig ikke det samme som HD. HD er et nyt format, mens digitalt tv bare er en ny måde at få signalet ud til dig (med mindre signaltab, det er derfor billedet er så meget skarpere).

Altså, for at se digital-tv til november skal du bruge en digital-tuner, som det hedder. De kaldes også for digibokse, eller digitale dekodere. De fungerer ligesom parabolmodtagere, altså kommer tv-signalet fra denne boks. Dit fjernsyns indbyggede tuner bliver altså sat ud at spillet. Forestil dig fx at du ser en DVD-film – her kommer alt billede og lyd jo fra DVD-afspilleren, og tv’et er bare skærm. Det er samme scenarie her.

Der er tre slags digital-tv, ligesom der er tre slags almindeligt tv. Du kender allerede antenner, kabel-tv og paraboler. Digital-tv er helt det samme, med digitale udgaver af hver. Fællesbetegnelsen er DVB, efterfulgt af T, S og C. DVB-T er fx ”digital video broadcast terrestrial”, altså antenne-tv. C er cable, altså kabel-tv og S er satellite, altså parabol. Så er det vist på plads.

MPEG-4
Dette er det mest fejlslagne informations-push længe. Dit tv skal ikke, jeg gentager, ikke være MPEG-4 kompatibelt for at kunne se digital-tv efter november. Det er din tuner-boks som skal være det. Ikke tv’et. Det er kun hvis du har en indbygget digiboks i tv’et, at det er relevant. Men så gælder alle de andre regler sådan set igen, nu er boksen bare indbygget i dit tv. Du kan altså sagtens se ”mpeg4” tv på dit gamle billedrør, bare du sætter en digiboks til.

Den indbyggede tuner
En indbygget boks i tv’et er ikke forskellig fra en ekstern på nogen måde – du slipper potentielt set bare for en boks på videobordet, da den er i tv’et. Det giver fordele på den måde, men også ulemper. Fx har både Stofa og Yousees bokse ekstra funktioner i forhold til en indbygget boks. Man kan hos Yousee fx bestille film hjem i stuen, uden at gå i Blockbuster, og man kan ”starte forfra” på mange programmer. Hvis du kommer ind halvvejs i en god film, klikker du på ”start igen”, og så starter filmen forfra. Smart. Og det kan den indbyggede ikke.

Hvad med HD-tv?
For at se HD tv skal du have et HD-fjernsyn, altså en fladskærm. Du kan ikke se HD-tv med en antenne. Du kan godt se HD-tv med parabol og kabel-tv. Her skal din boks så være HD-godkendt. Husk MPEG-4 ikke nødvendigvis er det samme som HD.

Husk igen at HD ikke er det samme som digital tv – man kan godt have ikke-HD på sin digitalboks.

Hvis du har spørgsmål til overgangen til digitalt tv, så skriv en kommentar, og vi her på PCblog vil hjælpe så godt vi kan.

Nu må vi forvirringen til livs!

February 23, 2009 Read More