Tag Archives: digitaltv

Home / digitaltv
2 Posts

Opdatering: Der er kommet noget bedre, virker med Netflix, Hulu, BBC iPlayer osv.

Der er kommet en anden god løsning til at se TV fra England og USA, som er lidt billigere. Den hedder Unblock-US og er pokkers smart. I modsætning til Overplay VPN er der intet hastighedstab, og man behøver ikke aktivere, når det skal bruges. Det virker hele tiden, når først det er sat op på computeren, Apple TV, Boxee Box etc. Læs mere om Unblock-US her.

Original artikel

Jeg er som bekendt halvt englænder, hvilket til tider gør, at man savner sit andet hjemland. Jeg overvejede i relativt lang tid at anskaffe en parabol, så jeg kunne få fjernsyn via Sky eller lignende. Dog kræver det en voldsomt stor parabol, så det er aldrig blevet til noget. Heldigvis har internettet givet mig andre muligheder.

Det er blevet muligt at se TV i god kvalitet online, som vi selv kender fra DR.dk TV (om end kvaliteten her er lidt tvivlsom). I England findes BBCs iPlayer som pendant, og iPlayer’en er en fantastisk tjeneste. For det første virker den i HD, og for det andet virker den på stort set alle platforme (hører I efter, DR!?). Ikke bare Mac og PC, men også PS3, iPhone, Wii, diverse mobile enheder etc… Et virkeligt gennemført produkt.

Samtidig findes TVCatchup.com, som er Freeview på nettet. Det vil sige langt størstedelen af de engelske gratiskanaler via et glimrende webinterface. De er endda på vej med HD og ”high quality” streams, selvom kvaliteten allerede er ganske glimrende. Den virker også på iPhone. Behøver jeg sige mere?

Det eneste problem er vores geografiske placering. Vi er i Danmark, og der er desværre IP-blokering på – det virker kun i UK! Selvom EU efter sigende skulle have bestemt, at ”informationens fri bevægelighed” også skal dække her (fra december 2009), så er det ikke blevet ført ud i livet endnu.

Men! Det er der jo løsninger på. Ved at tilkøbe en VPN-forbindelse kan man snyde deres maskiner til at tro, at man befinder sig i UK. På den måde har man adgang til alle herlighederne uden problemer.

Mange af VPN-udbyderne tilføjer endda en masse andre lande gratis, således nyder jeg også godt af Hulu.com, Netflix og diverse amerikanske sites. Det gør desuden Boxee til en langt bedre oplevelse. Hulu har de fleste amerikanske seriers nyeste episoder, og det er ikke engang ulovligt. Det er vist mere en gråzone.

Jeg bruger selv Overplay.net’s VPN, som jeg kun kan rose. De har programmer til Mac og PC, og det kræver ikke lange, svære opsætninger. Kun login og kode, og så at man starter deres app. Fedt! Hvis nogen skulle have fået lyst til at prøve Overplay efter denne artikel, så kan det gøres ned til månedsbasis, og koster $9.99 pr. måned. Hvis man sign’er up via dette link, så får jeg endda nogle referals ud af det (tak!).

Det betyder meget for mig, at jeg kan se fjernsyn fra England. Vi har naturligvis mange af de samme serier, men jeg føler mig lidt mere knyttet dertil, når man kan følge med i mediebilledet på den her måde. Der skal ikke meget mere til, førend mit hjem bliver uden kabel-tv.

Her kommer en letforståelig guide til, hvordan du skal forholde dig til digitalt tv. Det er nemlig slet ikke så kompliceret.

Jeg har i forbindelse med mit job flere gange fået spørgsmålet: ”Hvordan ser jeg tv til november?”- og jeg kan sagtens forstå folks forvirring, for det kan også virke kompliceret. Men det er det sådan set ikke. Det er kun blevet kompliceret pga. mangelfuld og direkte vildledende vejledning af kunder og befolkning. Nu har jeg altså sat mig for, at udrede trådende så godt som jeg nu kan. Jeg opstiller det på en anden måde en man måske har set før, men bær over med mig lidt endnu.

Lad mig først sige, at det ingen forskel gør, om du har fladskærm eller et gammelt skrummel. Du kan GODT se digital-tv med en billedrørsskærm. Du skal bare bruge en boks. Digital-tv er nemlig ikke det samme som HD. HD er et nyt format, mens digitalt tv bare er en ny måde at få signalet ud til dig (med mindre signaltab, det er derfor billedet er så meget skarpere).

Altså, for at se digital-tv til november skal du bruge en digital-tuner, som det hedder. De kaldes også for digibokse, eller digitale dekodere. De fungerer ligesom parabolmodtagere, altså kommer tv-signalet fra denne boks. Dit fjernsyns indbyggede tuner bliver altså sat ud at spillet. Forestil dig fx at du ser en DVD-film – her kommer alt billede og lyd jo fra DVD-afspilleren, og tv’et er bare skærm. Det er samme scenarie her.

Der er tre slags digital-tv, ligesom der er tre slags almindeligt tv. Du kender allerede antenner, kabel-tv og paraboler. Digital-tv er helt det samme, med digitale udgaver af hver. Fællesbetegnelsen er DVB, efterfulgt af T, S og C. DVB-T er fx ”digital video broadcast terrestrial”, altså antenne-tv. C er cable, altså kabel-tv og S er satellite, altså parabol. Så er det vist på plads.

MPEG-4
Dette er det mest fejlslagne informations-push længe. Dit tv skal ikke, jeg gentager, ikke være MPEG-4 kompatibelt for at kunne se digital-tv efter november. Det er din tuner-boks som skal være det. Ikke tv’et. Det er kun hvis du har en indbygget digiboks i tv’et, at det er relevant. Men så gælder alle de andre regler sådan set igen, nu er boksen bare indbygget i dit tv. Du kan altså sagtens se ”mpeg4” tv på dit gamle billedrør, bare du sætter en digiboks til.

Den indbyggede tuner
En indbygget boks i tv’et er ikke forskellig fra en ekstern på nogen måde – du slipper potentielt set bare for en boks på videobordet, da den er i tv’et. Det giver fordele på den måde, men også ulemper. Fx har både Stofa og Yousees bokse ekstra funktioner i forhold til en indbygget boks. Man kan hos Yousee fx bestille film hjem i stuen, uden at gå i Blockbuster, og man kan ”starte forfra” på mange programmer. Hvis du kommer ind halvvejs i en god film, klikker du på ”start igen”, og så starter filmen forfra. Smart. Og det kan den indbyggede ikke.

Hvad med HD-tv?
For at se HD tv skal du have et HD-fjernsyn, altså en fladskærm. Du kan ikke se HD-tv med en antenne. Du kan godt se HD-tv med parabol og kabel-tv. Her skal din boks så være HD-godkendt. Husk MPEG-4 ikke nødvendigvis er det samme som HD.

Husk igen at HD ikke er det samme som digital tv – man kan godt have ikke-HD på sin digitalboks.

Hvis du har spørgsmål til overgangen til digitalt tv, så skriv en kommentar, og vi her på PCblog vil hjælpe så godt vi kan.

Nu må vi forvirringen til livs!