Tag Archives: facebook

Home / facebook
9 Posts
Valves The Lab på HTC Vive.

Valves The Lab på HTC Vive.

Virtual reality har længe været den ultimative digitale drøm. Muligheden for at træde ind i en digital verden og virkelig føle, at man er der, har hidtil været science fiction. Men sådan er det ikke mere… . 2016 er blevet året, hvor drømmen stille og roligt er ved at gå i opfyldelse.

Læsevejledning: Her kommer en masse intro til, hvad VR er – hvis du bare vil læse, hvorfor HTC Vive er fan-fucking-tastic, så spring ned til afsnittet “Hvorfor er HTC Vive så fed en oplevelse?”.

Hvordan nåede vi hertil?

80erne gav os William Gibsons roman Neuromancer, der opfandt begrebet cyberspace. 90erne gav os Neal Stephensons Snow Crash, med sit tilsvarende metaverse. Vi fik film som Lawnmower Man, som gjorde virtual reality (VR) begrebet til noget, de fleste kunne nikke genkendende til. De første spilselskaber lancerede oplevelser, som slet ikke lignede filmenes eller bøgernes versioner af VR – og VR døde i den virkelige verden ud igen. Teknologien var der ikke endnu.

I 1999 udkom Wachowski-brødrenes film The Matrix, som pustede til gløderne, men der skulle gå endnu 13 år, førend der for alvor kom skub i sagerne. Her kom en fyr ved navn Palmer Lucky på banen med sin nye selskab, Oculus. Det skulle senere blive købt af Facebook for $ 2 milliarder. Hvis du synes, vejen til VR er spændende, så kan du læse en lidt mere detaljeret gennemgang i et tidligere indlæg her. Der er desuden eksempler på tidlige VR-oplevelser fra 90erne.

VR i 2016: Også mig!

Nu spoler vi frem til 2016. VR er tilbage. Næste alle store teknologivirksomheder arbejder på én eller anden version af virtual reality. Google arbejder på Daydream, en VR-platform til mobiletelefoner. De har tidligere lanceret Cardboard, en meget low-budget VR-oplevelser baseret på papholdere og – ja – mobiltelefoner.

Sony lancerer til oktober Playstation VR som en tilføjelse til deres Playstation 4. Apple arbejder efter sigende på noget. Grafikkortproducenter arbejder med specielle VR-udgaver af deres hardware. Og så videre. Lige nu er topmålet af VR dog at finde hos Oculus Rift og HTC Vive – og jeg har købt begge, fordi jeg er lidt vanvittig.

Oculus Rift vs. HTC Vive

I begyndelsen af maj modtog jeg to pakker med to forskellige virtual reality-headset. Den ene pakke indeholdt Facebooks Oculus Rift og den anden HTCs Vive. De to headset er på mange måder meget ens, men adskiller sig også fra hinanden på afgørende måder. Oculus Rift er primært beregnet til siddende eller stående oplevelser, hvor HTC Vive desuden tillader brugeren af gå rundt, med sine ben, i den virtuelle verden.

Oculus Rift kan lige nu kun bruges sammen med en gammeldaws controller, hvor HTC Vive inkluderer såkaldte “motion controllers”, en slags meget-opdaterede Wii-controllere. Der kommer efter sigende lignende bevægelses-controllere til Oculus Rift senere på året.

Så hvilket system er bedst? Den meget omtalte Oculus Rift eller den ikke-helt-så-af-medierne-omtalte løsning, HTC Vive? Lad mig sige den sådan her: Efter én måned er min HTC Vive stadig lige så fed som på dag ét. Jeg har solgt min Oculus Rift.

HTC Vive  Set

HTC Vive

Oculus Rift Set

Oculus Rift Set

Hvorfor er HTC Vive så fed en oplevelse?

Her kommer VRs største problem. Det er enormt svært at forklare, og det er stort set umuligt at kommunikere, hvordan oplevelsen føles.

Men nu prøver jeg: Du starter med at se på det store, grimme plastikheadset. Du er skeptisk. Det ser tungt ud. Du lukker øjnene, og bøvler headsettet på plads på hovedet. Mens du gør det, kommer du i tanker om, at du vist også skulle have fundet de der underlige plastik-controllere – nå, det må vente. Du åbner øjnene …

Og pludselig står du et andet sted. Du står i et laboratorie med en masse borde. Der er forskellige ting på bordene, og forskellige stationer med ting i rummet. Du får besked på at bevæge dig over til bordet. Du bruger et øjeblik på at overveje hvordan – du har jo ikke noget keyboard eller joystik. Så går det op for dig: Bevæg dig over til bordet. Bevæg dig. Med benene. . Så du går over til bordet. For mig var det nærmest en religiøs oplevelse.

Men! Du glemte jo dine plastik-controllere. Du vender dig om for at finde dem… Og ser dem. Du kan se de fysiske controllere i den virtuelle verden. Så du går over og samler dem op, som var de en hvilke som helst anden genstand i dit liv. Controllerne er nu naturlige forlængelser af dine arme og hænder. Du går tilbage til bordet, og rækker ud efter en flitsbue. Du griber hånden sammen om controlleren, hvilket bliver oversat til en samle-op-bevægelse. Du har nu flitsbuen i din virtuelle hånd. Du bruger din anden hånd til at samle en pil op, og overvejer et øjeblik, hvordan du mon skal sætte de to ting sammen. Så gør du det. Du flytte pilen over på buen, trækker strengen tilbage, mærker buen spænde og knirke, og slipper. Pilen stryger afsted gennem lokalet, og sætter sig i en dør…

Hvis du, som mig, på dette tidspunkt er svært imponeret, rækker du måske ud efter bordet for lige at læne dig op ad det et øjeblik. Puste lidt ud. Du falder nu forover, og når kun i sidste øjeblik at genvinde balancen. Bordet findes ikke – men det har både du, og din hjerne, glemt.

Du har netop oplevet “presence”, altså “tilstedeværelse”, et begreb man arbejder med inden for VR. Det dækker over, at du i små øjeblikke glemmer, at det hele er digitalt og virtuelt. Du griber ud efter et bord eller træder til siden for en bil, som kører mod dig. Højder rammer næsten altid folk, det er meget svært for de fleste af “træde ud over” bjerge eller høje bygninger – selvom det stadig er en illusion. Kroppens automatiske beskyttelsesrefleks sætter simpelthen ind.

Mor, er fremtiden her nu?

Nej. Men den er rykket meget tættere på. Der er stadig plads til forbedringer – meget plads. Headsettet er tungt. Der er en stor ledning i. Selve skarpheden på billedet kunne være bedre, og det kræver en stor computer at drive grafikken. Men for fa’en, det er vildt. Det er første skridt, og det findes! Du kan købe de her headset nu!

Alle jeg har testet Vive’en på smiler. Alle. Jeg har haft en enkelt ven skrige som en lille pige, da en virtuel zombie var få meter fra hans ansigt, en anden slog hovedet mod det meget fysiske gulv, da han forsøgte at stikke hovedet gennem en ventilationsskakt i det virtuelle gulv inden i headsettet.

Hvis du på nogen måde har mulighed for at prøve en HTC Vive, så gør det. Husk, hvad teknologien hidtil har kunnet præstere, og glem begrænsningerne – det er ikke perfekt. Men det er fantastisk.

 

Google forsøger sig endnu engang på et område, de aldrig har forstået: Sociale netværk. Google+ er Googles svar på Facebook, LinkedIn og Twitter i ét. Men er det godt?

Ved første øjekast ligner Google+ en lidt mere stilren udgave af Facebook. Layoutet er nogenlunde det samme, hvilket gør, at man hurtigt føler sig hjemme. I stedet for at genopfinde den dybe tallerken har Google valgt at tage udgangspunkt i noget, som folk allerede kender. Det kan vise sig, at være en god ide.

Privacy Settings fra starten

Til forskel fra Facebook, så har Google gennemtænkt mange af ”privatlivsindstillingerne” fra begyndelsen. De har specifikke løsninger på mange af de udfordringer, som Facebook er blevet klandret for gennem de seneste år. Adgangen til indstillingerne er nem, og det forgår på et sprog, så de fleste kan være med.

Hver gang man ændrer et punkt i sin profil, dukker der en indstillinger op, som tillader ændring af ”synlighed”. På den måde har man altså et overblik hurtigt.

Privacy indstillinger på Google+

Privacy indstillinger på Google+

Circles: Med hvem deler man hvad?

Inspireret af både Facebooks lister og Diasporas ”sfærer” (kan du huske dem?) er ens kontakter helt fra begyndelsen arrangeret i circles, altså bogstavelige omgangskredse. Der er et par standarder, som fx familie og venner, og derefter kan man lave sine egne. Dermed kan man eksempelvis have en circle for vennerne, en for kolleger, én for familie, én for fodboldklubben etc.. Altså undgår billederne fra moster Odas fødselsdag at blive delt med chefen.

Det virker som en ret smart måde at starte et system op. Interfacet er også lækkert – man trækker bare folk over circlerne, og dropper dem ned i en gruppe. Hver gang man deler noget, som fx statusopdateringer, billeder eller andet, bestemmer man  altså også, hvem der skal have adgang til det.

Google+ Circles

Google+ inddeler kontakter i såkaldte "circles", som bestemmer, hvad hver person har adgang til

Filter failure?

Men hvad sker der, når man når de 230 venner, som er gennemsnittet på en dansk Facebook-konto? Man kan let filtrere i ens stream på Google+, men man mangler derefter den mere overordnede Facebook-lignende nyhedsstrøm. Den blå gigant har samme problem, hvilket bl.a. udmønter sig i mere eller mindre tvivlsomme tiltag som EdgeRank, der bestemmer, hvilket posts er ”relevante” for mig – med stærkt varierende held.

Jeg stiller altid Facebook på ”Most Recent”, og den knap har de fornylig fjernet til fordel for en automatisk filtrering på testbasis. Jeg har fået knappen igen, men det viser med tydelighed, at mange venner = problem for filteret. Og Google+ lægger i høj grad op til, at man får både venner og forretningsbekendtskaber samler samme sted. Man får altså Facebook + LinkedIn + Twitter i samme kasse, hvilket alt andet lige må give mange kontakter.

Google+ homescreen

Google+ forside

Integration med Googles univers

En anden lækker detalje er integrationen med andre Google-tjenester. Billeder på Picasa, bekendtskaber fra Google Contacts og Gmail samt en række andre ting er standard. Og siden mit liv allerede er i bundet op i Google, så har jeg allerede en masse ting i systemet.

Man kan fx klikke +1 på Adwords-annoncer nu, svarende til Facebooks ”synes godt om”. Er Google+ en sindrig måde at målrette reklamer endnu bedre? Det er en diskussion til en anden dag.

Google+ profilside

En Google+ profilside

Mobilt fokus

Google+ lanceres fra startet med et skarp fokus på mobile platforme. Android-app’en blev sat i søen på samme tid som desktopversionen, og iOS-udgaven er i skrivende stund lige på trapperne. Ligesom med iCloud kan Android-telefoner uploade billeder direkte, men min Galaxy S2 er på ferie hos lillebror, så kan ikke tjekke funktionen lige nu.

Går regnestykket om Google Plus op?

Google har forsøgt sig med semisociale tjenester før, i form af Wave, Buzz og til dels Orcut. Orcut er en succes i Sydamerika, men ikke en Google-opfindelse. Wave lukkede, og Buzz er aldrig blevet særlig stort.

Måske Google denne gang lykkes med projektet. Google+ kan mange af de ting, som Facebook har brugt lang tid på at lære. Det er naturligvis delvist fordi Google har lært af både egne og Facebooks fejl, men det er til gavn for brugeren.

Google+ kan meget vel blive til noget. Systemet lader til at være fint – spørgsmålet er bare, om vi har plads til flere sociale netværkssites i vores daglige gøren?

Jeg skriver sjældent små indlæg, jeg har vist svært ved at fatte mig i korthed. Men Facebook skulle efter sigende lanceret ”Project Titan” på mandag. Der går rygter om, at det er en Gmail-lignende opdatering til Facebooks interne mailsystem.

Mange unge bruger i dag bruger allerede Facebook i stedet for email. Man kan lave samtaler, hvor flere kan se svarene, og man behøver ikke huske folks adresser. Man begynder bare at skrive navnet, og hvis de er på vennelisten, så dukker de også op.

Det bliver spændende at se, hvad de disker op med. Facebook ER virkelig ved at udvikle sig til et parallelt internet, hvor man kan benytte mange funktioner inden for samme økosystem. Der er mail, spil, kalender og snart også lokationsbaserede tilbud. Vi behøver snart ikke resten af nettet mere… Eller hvad?