Tag Archives: ios

Home / ios
8 Posts

Pebble-uret er beviset på, at wearable-computing har en fremtid. Det er smart og har en reel funktion i min hverdag. Først og fremmest er der dog tale om et produkt, som viser potentiale – det er nemlig ikke helt færdigt endnu.

Jeg har nu været den tilfredse ejer af et Pebble-ur i en måned, og føler mig godt nok hjemme i dets særheder og styrker til, at jeg kan sige noget kvalificeret om det intelligente ur. Kort fortalt er der tale om et ur, som kan kædes sammen med iPhones og Android-telefoner via Bluetooth. I sin nuværende form kan det herefter vise beskeder, emails og telefonopkald på sin sort/hvide e-paper skærm. Det lyder måske ikke af meget – men det er faktisk overraskende nyttigt.

Uret er opstået på baggrund af en Kickstarter-financieret ide, hvilket vil sige, at der ikke står et stort selskab bag. Der er i høj grad tale om et first-mover produkt, som ikke egner sig specielt godt til Hr. og Fru Danmark. Med det af vejen er der dog stadig tale om en ret fantastisk gadget.

Førstehåndsindtryk

Uret er let at sætte op, og skal parres med telefonen på lige fod med headset og andet Bluetooth tilbehør. Der findes en app, som man lader være åben i baggrunden på telefonen. Den sørger for opsætning og efterfølgende drift af funktionerne.

Når først uret er sat op, så er der på sin vis bare tale om et nørdet ur, med skarp e-paper skærm – ikke e-ink, der er stadig tale om en LCD. LCD’en er dog af en type, som ikke sluger nævneværdig strøm, når den ikke ændrer på billedet. Skærmen er i stand til at vise en række forskellige urskiver, både “analoge” og digitale, og på sigt er det meningen, at alle skal kunne lave deres egne watchfaces. De kan herefter hentes over på uret via app’en på en smartphone.

Når der lander en besked, mail eller et opkald på telefonen, så skifter skærmen til at vise den relevante information, samtidig med at uret lyser op og vibrerer.

Pebble Unboxing

Klik for større billede

Erfaringer efter én måned

Det tog mig overraskende kort tid at vænne mig til Pebble. Nytteværdien er for mig højere, end jeg umiddelbart troede, den ville være. Der er naturligvis ikke langt fra ur til telefon i forhold til at tjekke beskeder og lignende, men lad mig forklare: Det handler om convenience.

Der er mange situationer i løbet af dagen, hvor det ikke er let at komme til telefonen. Måske den er i en taske, i en inderlomme i vinterjakken eller til opladning på bordet i rummet ved siden af. I den slags tilfælde tillader Pebble mig hurtigt at afgøre, om jeg behøver spurte gennem rummet for at nå opkaldet, om jeg behøver smide vanter og indkøbsposer for at tjekke beskeden, eller om jeg måske kan vente lidt med at tage mig af whatever min iPhone bliver udsat for i det øjeblik.

På sin vis kan jeg naturligvis altid lade telefonen være og tjekke den senere. Men lad os være ærlige: De fleste af os tjekker den smartphone alt for ofte. Og uret her hjælper mig faktisk til at tjekke den mindre. Jeg kan kaste et blik på mit håndled og hurtigt afgøre, om jeg behøver foretage mig yderligere lige nu. Det giver mening – det gør det virkeligt.

Pebble Smartwatch i brug

Klik for større billede

Det er måske mest et proof-of-concept

Det er dog ikke lutter lagkage. Mange af de lovede funktioner fra Kickstarter-kampagnen er ikke klar endnu. Der er ingen golf-tracker app, ingen Runkeeper-integration og jeg kan ikke spore min søvnrytme eller mit daglige antal skridt med urets mange sensorer – endnu.

Der er en åben API på vej, som vil tillade alle og enhver at skrive applikationer til uret. Det bliver desuden muligt at bruge If This Then That-tjenesten, som er guds gave til det forbunde menneske. Når de ting bliver klar – hvis de bliver klar – bliver uret potentielt set meget mere, end det er nu.

Risikoen er naturligvis, at det blive overhalet indenom af et bedre produkt. Udgivelsen blev forsinket med 5 måneder, og der er ingen dato på API’en endnu. Der går kraftige rygter om, at Apple selv er ved at udvikle et ur-lignende produkt. Hvis det sker, så får Pebble nok svært ved at følge med

Derudover er selve hardwaren ikke helt i top. Der er et plastikprodukt, og det er lidt kluntet. Det fylder meget på håndleddet, faktisk så meget at flere af mine skjorter volder en del besvær omkring uret. Det kan ikke rigtigt være der. Jeg ejer to andre ure. Et Dieter Rams-designet Braun, som fylder godt, og et Casio digitalur. Der er ingen tvivl om, at Casio-uret er langt det mest behagelige at gå med af dem alle tre, da det næsten ikke er til at mærke på håndleddet. Pebble kan mærkes.

Man mærker altså på nogle områder, at der er tale om et førstegenereationsprodukt. Det magnetiske laderkabel (tænk Macbook-lader) er smart, men proprietært. Hvis det bliver væk, så kan du ikke bruge uret (som i øvrigt holder opladningen i ca. 5 dage). Det bliver også let ridset pga. plastikskærmen. Faktisk har jeg installeret en skærmbeskytter fra BestSkinsEver for at holder det lidt pænere.

Og endelig så er der altså stadig nogle ret markante bugs i softwaren – man skal fx slå notifikationer til, hver gang uret har været væk fra telefonen. Så vidt vides er der tale om et problem med Apples software i kombination med Pebbles, så det skal dog i første omgang ikke tælle ret meget ned. Jeg har ikke testet uret med Android, men her er der vist andre småskavanker.

Er det pengene værd?

Pebble er et bevis på, at ure endnu ikke er helt overflødige i vores mobil-samfund. Pebble har potentiale til at ændre måden, vi bruger vores smartphones.

Jeg har haft stor fornøjelse af mit Pebble-ur i den første måned, og jeg glæder mig meget til at se, hvad driftige udviklere kan få ud af API’en. Der er allerede solgt mere end 80.000 eksemplarer, så der burde være mulighed for lidt innovative tiltag. Der er mange “first-movers” blandt køberne.

Så er det pengene værd? Ja, hvis man synes nye gadgets er spændende, og man kan leve med, at det er et nyt, ikke-helt-færdigt produkt.

Og så er det altså bare sindsygt sejt at læse SMS’er på sit armbåndsur med e-paper skærm.

Evasion Jailbreak available for iOS 6.1

Det er nu muligt at få lavet et gammeldaws jailbreak på sin iPhone eller iPad igen. Det tog lidt tid denne gang, og det er stadig ikke muligt at få knækket sit Apple TV 3. generation – men de andre ting er klar med nyeste iOS, nemlig 6.1.

Jeg bruger ikke selv jailbreaks længere. De fleste af grundene til at lave den slags, er blevet en del af iOS i dag. Jeg tænker her på notifications, tethering og lignende. Der er dog stadig en masse sjove ting, som man kun får adgang til gennem jailbreaking. Masser af respekt til holdet bag.

Du kan downloade redskaberne til Evad3rs’ jailbreak på evasi0n.com, og se en guide herunder. Have fun.

iPhone 5 er en bedre telefon end iPhone 4S, Tyndere, lettere, hurtigere og mere lækker. Den er næsten bedre på alle punkter. Næsten.

Da jeg i sin tid fik en 4S, var jeg skuffet. Det var en ikke en voldsom opgradering fra 4’eren, og den føltes ikke ny og spændende. Der var dengang en del hvisken om, at Apple havde klokket i et eller andet internt, og at 4S var en nødløsning. Det tror jeg næsten på – Siri er sjov, men ikke en stor nok opgradering. Og hastigheden var heller ikke markant bedre.

Den er hurtigere

iPhone 5 er hurtigere. Jeg lægger mærke til det dagligt, både på processor- og internetfronten. Jeg får ofte 20 megabit download, når jeg tester, og det er endda kun med 3G. 4G-opdateringen er ikke kommet endnu, og det er derfor ikke muligt at bruge LTE-delen endnu.

Teleselskaberne slynger om sig med 4G-udtrykket, men i virkeligheden er LTE ikke 4G. Det står for Long Term Evolution, hvilket vil sige det, som 3G er blevet til over tid. Jeg får som sagt en virkelig imponerende hastighed ud af bare 3G på nuværende, så jeg glæder mig til at se, hvad den nye teknologi kan præstere på 3s netværk. 3, hvis navn pludselig ikke længere givet så meget mening. LTE (4G) bliver aktiveret i den næste softwareopdatering, altså iOS 6.1.

Den er lettere og tyndere

Jeg synes aldrig helt, at designet på 4-modellerne var i top. 3’erne lå bedre i hånden, og var mindre glatte. 4’erne var flotte – gode at se på, og godt bygge (glasbagsidens holdbarhed ikke taget i betragtning). Men ergonomien var ikke genial.

5’eren er heller ikke et ergonomisk mesterværk, men den er så meget tyndere, at det føles bedre. Den er også lettere, hvilket man først for alvor lægger mærke til, når man samler én af de gamle op igen. De føles som det rene Duplo, når man har brugt 5’eren i en periode, og det er faktisk noget, som vi på kontoret alle har kommenteret på uafhængigt af hinanden.

Skærmen vender man sig hurtigt til

Der er strengt taget mere skærmplads, men endnu engang er det mest ved tilbageblik, at det er tydeligt. Der er et sjovt øjeblik, når man overfører sin iCloud-backup til den nye telefon. Den bliver genskabt præcis, som forgængeren så ud. Det vil sige, at der er en tom række på alle homescreen-skærme, da den nye jo er højere. Det er helt sikkert et element, som Apple har indtænkt, da det highlighter en ny feature.

Til daglig er der plads til mere tekst, og især videoer nyder godt af den ekstra plads. Farvedybden skulle også have fået et nyk opad, men så detaljeret et blik har jeg ikke haft på den. I øvrigt, på trods af den større skærm og tyndere design er batteritiden for mig en del bedre end i 4S.

Ikke en ren homerun

iPhone 5 er en god telefon, og jeg er langt mere begejstret end sidste gang. Men guys. Vi er nødt til at tale om Maps. For Apple Maps stinker præcist ligeså meget, som du har hørt. Den app er utilgiveligt dårlig. Ikke nok med at kortene er udetaljerede og mangelfulde, jeg har også oplevet at selve applikationen crasher. Gentagende gange. Det er simpelthen en ommer, og det er ikke for sjov, at mange diskuterer, om den app ville findes, hvis Steve Jobs var i live. Jeg tror det ikke.

Derudover er jeg ked af, at podcasts er flytter over i deres egen app. Den er ikke et mesterværk. Før klikkede man bare play på hovedtelefonerne igen, hvis man ville fortsætte fra samme sted, men nu kan den ikke huske ret lang tid af gangen. Man skal ind og vælge podcasten næsten hver gang, men vil genoptage lytningen. Den husker positionen, så der er da lidt at glæde sig over.

Det er interessant, at de mangler, jeg oplever, er resultatet af iOS 6, og ikke selve hardwaren. Jonny Ive har overtaget ansvaret for design af den mobile software hos Apple, hvilket jeg forventer mig store ting af. Det bliver spændende at se resultatet næste efterår.

Og Apple – be’ om at godkende Googles Maps-app, som utvivlsomt er på vej.

Den endelig dom

Alt i alt er iPhone 5 en ret fantastisk enhed, men enkelte fejl og mangler. Kortet er utilgiveligt, men resten er godt lavet, lækkert eksekveret og meget bedre end forgængeren. Den er opgraderingen værd, også selvom du kommer fra en 4S.

Opdatering December 2012: Google Maps er tilbage

Det med kortet? Det er fikset. Du kan nu downloade en ny version af Google Maps fra App Store, og den spiller 100 %. Virkelig lækker app, som også indeholder GPS-vejvisning til bilen. Google Maps til iPhone kan hentes her.

Google lancerede i går deres første tablet, som får navnet Nexus 7. Der er tale om en 7-tommer tablet med en opløsning på 1280 x 800. Indmaden er en fornuftig Tegra 3-CPU, 1GB RAM, NFC og 8 eller 16 GB hukommelse. Svaret er altså, som så mange gange før i forbindelse med Android, at de smider hestekræfter efter styresystemet i håbet om at afhjælpe diverse ”smoothness” problemer. Mere om det senere.

Det handler om indhold

Nu har vi det tekniske af vejen – så kommer vi til det egentligt indhold. Der er flere ting, som jeg finder interessant ved Nexus 7, navnlig af den ikke er designet til at tage kampen op mod iPad’en, men i stedet rammer meget tæt på Amazons Kindle Fire-koncept.

Den er designet til at konsumere indhold fra Googles Play-univers, ligesom Kindle er designet til Amazons Prime og Kindle-bøger. De er begge devices, som man tager med, og læser, ser film og surfer på. Men man producerer ikke selv indhold.

Da iPad’en udkom tvivlede mange på, at den ville blive en succes, delvist på grund af dens umiddelbare manglende evne til at ”skabe”. Der er efterhånden flere og flere devices, som tager netop det fokus – forbrug. De fleste fokuserer endda på ét økosystem: Apples iTunes, Amazons Prime eller Googles Play.

Android 4.1 Jelly Bean

Nexus 7 leveres med en ny version af Android, kaldet Jelly Bean. De er nået til version 4.1, hvilket undrer mig lidt. Kommer der en 5’er om lidt? Ellers taber de terræn i tal-kampen med Apples iOS-styresystem, som nu er oppe på 6. Det må jo være bedre end 4, right? Sådan synes marketingmaskinen i alt fald at tænke.

Jeg nævnte før, at hestekræfter synes at være svaret på mikroskopiske problemer med det eftertragtede ”feel” på Android. Jeg har aldrig selv eget andet Android-grej end en Samsung Galaxy S2, så mine erfaringer baseres herpå, samt på kort tid brugt sammen med en Note og en S3. Android mangler på nogle områder at være helt så glidende som iOS. Det er næsten et faktum, og ja, jeg er til daglig iPhone-bruger, men kan vi ikke blive enige om det? Googles egne apps holder 100 %. Maps kører fantastisk, men fx zoom på web er lidt under det ”lækkerhedsniveau”, som man får på iOS.

Det skal Jelly Bean eftersigende have afhjulpet – hvilket er ret fantastisk. Jo mere konkurrence, jo bedre. iOS er ved at blive lidt … Kedeligt. Det er bare det samme. Jeg savner noget nyt og spændende. Jeg holder fast i, at 16-årige mig ville elske at rode med og skræddersy Android, men der er for mange småproblemer. Jeg bliver hos iOS lidt endnu – men glæder mig til at se Jelly Bean.

Skal du have en Nexus 7?

Jeg kunne godt finde på at købe en Nexus 7, om ikke andet så for at have en Android-enhed, som altid har det nyeste rå styresystem. Men jeg må ikke lige nu. Jeg prøvede i aftes via Google UK Play Store, og fik at vide, at de ikke modtager kreditkort fra mit land.

Så det må bliver næste gang, Google.

Googles Nexus 7 introduktionsvideo

OS X Mountain Lion Wallpaper

Hent Mountain Lions wallpaper ved at klikke her

Kun 7 måneder efter sidste store opdatering er Apple snart klar med næste udgave af deres OS X-styresystem til Mac.

Lion har været det hurtigst sælgende styresystem til Mac nogensinde (siger Apple) og på den front er det en succes. Mange så det som første skridt mod at harmonisere OS X og iOS, altså Mac-computerne med de mange bærbare enheder i form af iPads, iPhones og iPods. Og med Mountain Lion fortsætter tendensen.

Mountain Lion rydder op i fortidslevn

Overordnet set må ML ses som opdatering, der forsøger at rydde op i nogle af de efterladenskaber som har præget OS X i de senere år. iCal omdøbes til Calendar (som på iOS) og Reminders for en app for sig selv. Address Book bliver til Contacts (som på iOS) og Notes får sin egen app. Gode ændringer, som vil gøre brugen af begge produktkategorier mere ensartet. Hvorfor søren har noter fx været gemt væk i Mail så længe?

Selvom mange vil brokke sig over, at OS X skal sammenkøres med iOS i så høj grad, så skal man huske på, at Apple ikke laver computere til nørder. De laver computere til alle, og ”alle” vil drage stor fordel af, at man overfører funktionelle paradigmer fra en dims, de kender, til en evt. fremtidig laptop, som Apple gerne ser Hr. og Fru Danmark købe.

iCloud – en ”cornerstone” for de næste 10 år hos Apple

iCloud sørger nu i endnu højere grad for, at indholdet er gemt i skyen, og kan findes frem på alle enheder.  Det er endnu et skridt mod Apples erklærede mål om at ”udrydde filsystemet”. Langt de fleste brugere behøver ikke adgang til mapper og undermapper, de vil hellere have en filliste inde i selve app’en – tænkt fx iWork på iPad. Jeg er ikke sikker på, at det vil gavne ”power users”, tvært imod, men jeg forstår så udmærket hvorfor vinden blæser i den retning.

Nye funktioner som trådløs billedoverførsel

Udover at forsøge at harmonisere ting i endnu højere grad, så er der også nyt under solen. Man kan nu sende billedet fra sin Macs skærm over på et TV trådløst via et Apple TV. Det er helt ok med mig! Jeg forestiller mig en verden, hvor der er Airplay indbygget i projektorer, og hvor jeg aldrig behøver huske et VGA-kabel igen! Det ville lette foredragene en del.

Man kan desude modtage notifications fra alle mulige apps et samlet sted. Ligesom med Growl. Apple har altid været god til at ”låne” gode ideer, men igen må man sige, at den almindelige bruger ikke aner, hvad Growl er. Han eller hun vil bare synes godt om den nye mulighed.

Gatekeeper lukker af for pøblen

Endnu en funktion, som giver mening med iOS i backspejlet, er den nye Gatekeeper, som kan lukke af for apps, der ikke er ”godkendt” af Apple. Da Mac App Store kom i sin tid, var der mange der varslede, at det var begyndelsen til enden på det frie valg. Og det er måske sandt, for nu kan man i hvert fald indstille OS X til kun at acceptere at installere programmer gennem Mac App Store, og endda kun apps som er forsynede med en ”digital underskrift” fra Apple.

OS X og Win 8 er fremtiden – deal with it

Med nørdbrillerne på kan det godt se lidt ud som om, at vores tid er ved at være ovre. Der er kun Linux tilbage. Windows 8 bruger Metro som sin simplificeringsagent, og OS X Moutain Lion (10.8) lukker stille og roligt også ned for den gamle måde, at facilitere computerbrug. I sidste ende giver det dog i mine øjne god mening for flertallet af brugerne.

Hvis vi vil opnå, at noget nær 100 % af befolkningen kan bruge en computer, så skal tiltag som Windows 8 og OS X til. Og det må vi nørder nok bare lære at leve med.